Kulturliv og erhvervsliv bliver ofte opfattet som to helt forskellige verdener. Den ene verden - den kulturelle - beskæftiger sig med fri kunstnerisk udfoldelse, æstetik og refleksion. Den anden med markedsandele, strategi og produktudvikling. I kulturlivets verden forbeholder man sig ret til at provokere, eksperimentere, overskride og sætte grænser. Mens man i erhvervslivets verden gør en dyd ud af at levere præcis det, som forbrugere forventer og ønsker. To verdener og to værdisæt, som ikke altid passer lige godt sammen.
På trods af store modsætninger ser vi daglig stadig flere eksempler på, at de to verdener er i fuld gang med at nærme sig hinanden. For det første er kultursektoren i sig selv blevet et erhverv af stor betydning. Faktisk udgør underholdning og kultur nu USA’s største eksportsektor. For det andet er nogle af kunstens og kulturens egenskaber såsom iderigdom, kreativitet og historier på vej til at blive en af det 21. århundredes vigtigste konkurrenceparametre.